Laserbehandling af åreknuder

Laserbehandling af åreknuder

Åreknuder er defekte vener, som kan fjernes effektivt og skånsomt med indvendig laser kombineret med fjernelse af de synlige åreknuder via 1 mm. store huller i huden.

Husk at barbere dine ben, hvis de er synligt behårede. Du må ikke bruge creme på benene 24 timer før behandlingen. Tag gerne mørke, løse bukser/nederdel og rummelige sko på.

Mænd bedes helst tage korte, ikke stramme underbukser på indenunder.

Behandlingen

Man lægger en nål i den vene, som skal lukkes. Her igennem indføres laserkateteret, som varmebehandler venen indefra. Venen lukker herved og absorberes af kroppen i løbet af nogle måneder. Du kan sagtens undvære denne dårligt fungerende vene.

Selve laserbehandlingen varer ca. 4 minutter og foregår i lokalbedøvelse. Hele behandlingen tager ca. 30-60 min. Da du formentlig får beroligende og smertestillende medicin ved behandlingen, må du sørge for ikke køre bil i 6 timer herefter.

Efter behandlingen

Da du får fjernet synlige åreknuder via små stikhuller samtidig, får du en forbinding på benet, hvor åreknuder var. Forbindingen skal sidde på i 24 timer, hvorefter den lettest tages af i brusebadet. Derefter bør du gå med en knælang kompressions strømpe i 5 dage; tag den af om natten. Vi har strømper, hvis du vil købe et par af os efter mål. Du må gøre det, du har lyst til og gå på arbejde, når du selv føler dig klar til det. De fleste er klar 1-2 dage efter behandlingen. Spis smertestillende håndkøbsmedicin (panodil og/eller ibuprofen) ved behov. Undlad at dyrke hård motion i den første uges tid efter.

Komplikationer

Blå mærker følger altid efter denne behandling, kan blive ømme. Man kan få smerter i låret eller læggen, hvor den behandlede vene sidder. Ømheden forsvinder i løbet af 1 – 3 uger. I sjældne tilfælde kan små følenerver blive beskadiget, så kan man blive følelsesløs i mindre områder på benet. Det fortager sig ofte og påvirker ikke livskvaliteten.

Årebetændelse (ømme, hårde, røde buler under huden) eller blodprop i de dybe vener er beskrevet hos op til 0,5 %. Årebetændelse i de overfladiske vener kan være smertefuldt, men er ikke farligt, og kan behandles med salve fra håndkøb: HIRUDOID.

Bløder det efter operationen, tryk på det blødende sted og løft benet op. Dermed stopper blødning, og du kan sætte et plaster på.

Ser du små trådlignende vævs-strukturer (OBS. du er ikke syet) stikke ud af sår, så lad dem tørre ind over nogle dage og klip dem af i hudniveau med en ren saks. Hiv ikke i ”trådene”, så bløder de.

Kontrol

Aftales individuelt for hvert forløb, men oftest efter 3 mdr.

Indholdsfortegnelse

Bestil tid nu

Kontakt os

Vi er her for at hjælpe, så du er altid velkommen til at ringe eller sende en e-mail. Vi glæder os til at høre fra dig.
Lyngby Hovedgade 64, 1. sal, 2800 Lyngby
OBS! Vi har IKKE mulighed for at varetage mave-tarmkirurgi i klinikken længere.
cross